Lokalpolitiet i Ikast er på jagt efter en mand, som mistænkes for at have haft seksuel omgang med dyr i indhegninger og stalde.

Torsdag blev der fundet reb og et sammenkrøllet magasin med letpåklædte kvinder i en hesteindhegning på Sønderlandsvej i Isenvad ved Ikast.

Ifølge politiet tyder det på, at den eftersøgte har bundet en hest og misbrugt den i forbindelse med en seksuel handling onsdag aften.

Vidner har forklaret politiet at manden, som har et mellemøstligt udseende, udviste mistænkelig adfærd i hesteindhegningen. De har givet politiet et hint om, hvem gerningsmanden kan være.

- Fra vidnerne har vi en mistanke om, hvem det er, men vil gerne have hjælp fra folk, som kunne have set noget, siger politiassistent Erik Møller fra Ikast Politi til bt.dk.

Det er som sådan ikke forbudt at have seksuel omgang med dyr, men manden kan dømmes for ulovlig indtrængen på andres grund og bygninger.

- Ejerne af dyrene har ofte et nært forhold til dyrene og føler sig groft krænket ved denne adfærd. Så det vil vi have sat en stopper for, siger Erik Møller.

Sidste år registrerede politiet lignende sager med dyresex. De har en mistanke om, at gerningsmanden kan være den samme.

- Vi opfordrer folk i området om at holde et ekstra øje med marker og hestefolde. Hvis man ser noget mistænkeligt, skal man kontakte os, siger Erik Møller.

Manden efterlod en rød mountainbike ved hesteindhegningen. Politiassistent Erik Møller understreger dog, at cyklen kan være stjålet - og at cyklens ejer med al sandsynlighed ikke har noget med sagen at gøre. Men hvis man genkender cyklen, vil politiet gerne høre om det.

Heldigvis tyder intet på, at hesten, det gik ud over i onsdags, har lidt overlast.