Politiet intensiverer jagten på juletyve

Landet over styrker politiet indsatsen mod indbrud i julen, i nogle politikredse endda væsentligt mere end tidligere. Vi skal være massivt til stede, lyder meldingen.

Antallet af indbrud er traditionelt langt højere juleaften, 1. juledag og 2. juledag, og sådan har det været i mange år. Det vil landets politikredse dog have lavet om på i år og har derfor valgt at øge juleberedskabet betragteligt i et forsøg på at dæmme op for tyvenes høje aktivitetsniveau, viser en rundringning foretaget af Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi ved, at indbrudstyvene er ekstra aktive i juledagene, så det er vi også. Men vi har styrket indsatsen væsentligt i år i forhold til tidligere. Vi vil gerne være mere massivt til stede, og derfor har vi indkaldt ekstra mange på arbejde, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen, der står i spidsen for Østjyllands Politis særlige indbrudsstab, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi vil sørge for en øget patruljering i boligområderne og have øjne og ører åbne over for eventuelle ubudne gæster. Samtidig har vi engageret flere medarbejdere til udelukkende at beskæftige sig med indbrud i julen, tilføjer han.

Landets øvrige politikredse har foretaget lignende juletiltag, og Københavns Politi har sågar styrket indsatsen helt frem til nytår.

Hos Østjyllands Politi oplyser Jesper Bøjgaard Madsen, at der normalt er cirka 12 indbrud om dagen i Østjylland i løbet af et år, men i juledagene ligger gennemsnittet på 45 om dagen. Han peger på, at man i julen også vil holde ekstra øje med nogle af de indbrudstyve, som man kender i forvejen.

- Vi har hele året fokus på de kendte indbrudstyve, og det gælder også i juledagene. Og sammenholdt med de andre tiltag skulle det jo gerne resultere i, at nogle afstår fra at begå indbrud, eller at vi fanger nogle af dem, der alligevel forsøger sig, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Hos Nordjyllands Politi er meldingen den samme. Her øger man patruljeringen, men sætter også ekstra ind for at holde »gamle kendinge« i skak. Og det vil de garvede indbrudstyve i Syd- og Sønderjylland også erfare.

- Vi har en bred palet af tiltag omkring julen, herunder at holde øje med de personer, som vi kender fra tidligere indbrudssager, siger Svend Erik Larsen, politiinspektør og linjechef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Risikoen for indbrud kan politiet ikke fuldstændigt eliminere, og politikommissær Allan Aarslev, leder af Østjyllands Politis kriminalpræventive sektion, opfordrer til at indbrudssikre huset, hvis man rejser på juleferie.

- Det bedste middel mod indbrudstyve er at give dem svære arbejdsvilkår. Det kan man blandt andet gøre ved at sikre sine døre og vinduer med gode låse og sikringsbeslag. Tyve bryder sig ikke om at skulle bruge alt for lang tid på at komme ind og ud af huset. Samtidig skal huset heller ikke se for tomt ud, så man kan også installere tænd/sluk-belysning eller alliere sig med naboerne, siger han.