Politiet hvervede Bandidos-rocker

Få dage efter kuppet mod Nordea i Ålsgårde, hvor det 41-årige vidne Michael Pichard blev likvideret af røverne, da han forsøgte at stoppe dem, blev to Bandidos stukket til politiet af en af deres egne »brødre« fra rocker-klubben.

Politiet havde hvervet Bandidos-rockeren »Niller« som meddeler og seks dage efter det dræbende bankrøveri ringede »Niller« til den politimand, som han arbejdede for, og sagde at han »var 100 procent sikker på, at den ene røver var Robin Nielsen«.

En uge senere ringede »Niller« igen til politimanden og fortalte, at Jacob Winefeld, kaldet »Junior«, var den anden røver.

Dét afslørede statsadvokat Erik Merlung i går i Østre Landsret, hvor Robin Nielsen, 36, og Jacob Winefeld, 26, står tiltalt for mordet og bankrøveriet den 21. juni sidste år.

Statsadvokaten kunne afsløre de sensationelle oplysninger, fordi »Niller« døde af kræft 8. maj i år.

Protesterede
Men inden, at statsadvokaten kunne nå at fortælle de 12 nævninger mere om politiets samarbejde med »Niller«, blev han stoppet af retsformand Niels Johan Petersen, fordi Højesteret først skal tage stilling til, om nævningerne må høre 11 aflytninger af telefonsamtaler mellem »Niller« og politimanden »Helge«.

Betjenten skal også afhøres i nævningetinget om sit samarbejde med rockeren. Dét gav landsretten lov til i fredags, men forsvarerne Manfred Petersen og Frank Wenzel protesterede og kærede til Højesteret.

De mener, at politiets hemmeligholdelse af sagens rette sammenhæng går ud over deres klienters retssikkerhed og vil have Højesteret til at forkaste bevis-materialet.

Skygget
I næsten et år lykkedes det politiet at holde samarbejdet mellem »Niller« og politiet dybt hemmeligt, så Bandidos-rockeren fik den helt store Bandidos-begravelse med følge af hundredevis af Bandidos-rockere fra ind- og udland fra Assistens Kirkegård den 15. maj i år.

»Niller´s« oplysninger fik politiet til at aflytte og skygge de mistænkte rockere og dét førte politiet til en kolonihave på Engstykkevej 17 i Valby, hvor Robin Nielsen boede - uofficielt.

En natlig og hemmelig ransagning førte til fundet af en tildækket Mercedes i en garage, som statsadvokaten mener, blev brugt til flugten efter mordet i Ålsgårde.

Røverne kørte først 1750 meter fra banken på en stjålet Yamaha-motorcykel til en rasteplads ved Skindersøvej, hvor de fortsatte flugten i en bil.

Vidner har set en sort Mercedes ræse afsted på motorvejen og analyser på forsøgsstation Risø af jord-prøver taget fra Mercedes-bilen skal binde den til rastepladsen.

Dækaftryk
Den kostbare Mercedes var indregistreret i Sverige til Bandidos-rockeren Jan »Clark« Jensen, men det var Robin Nielsen, som kørte i den.

På rastepladsen var der tydelige dækaftryk fra flugtbilen, men da politiet fandt Mercedesén var der sat fire spritnye dæk på, der ikke havde kørt én meter. Men mellem sæderne lå en huskeseddel med Robin Nielsens fingeraftryk på - en huskeseddel som ifølge statsadvokat Erik Merlung er en ren opskrift på et røveri: »Hue, styrthjelm, værktøj, frekvens-scanner,« står der blandt meget andet på sedlen.

På et KRAK-kort sad den tiltalte Jacob Winfelds fingeraftryk.

Nævningetinget fik i går vist hele bankrøveriet optaget med bankens seks video-kameraer.

Død på stedet
Det var tredje røveri på kun en uge i Nordeas Ålsgårde-filial.

Røveriet varer to minutter og 43 sekunder, mens den ene røver - i en styrthjelm med hvid bøjle tømmer kasserne og boxen. Han er bevæbnet med en revolver, men på video-filmen ses tydeligt at han giver revolveren til sin makker i helt sort styrthjelm, der går ud af banken og kort efter skyder han Michael Pichard. Røveriet og mordet overværes af en kvinde, der ringer 112, mens det hele sker. Båndet med 112-opkaldet blev spillet i retten og forbløffende er kvinden, en veninde der var kørt med Michael Pichard og hans kone Heidi og datter Line til Ålsgårdecenteret, i stand til roligt og nøgternt at fodre den vagthavende med oplysninger.

I fire minutter fortæller hun alt hvad der sker: »De har en gul motorcykel. Han kører simpelthen ind i motorcyklen«.

Cirka 30 sekunder inde i samtalen med 112 høres et skud i baggrunden:

»Nu bliver der skudt efter ham,« siger kvinden. Hun råber - tilsyneladende til Michael Pichards kone Heidi - »Er der sket noget med Michael?«. Så siger hun til 112-centralen: »Han er skudt i nakken gennem ruden.«

Revolverskuddet rev Michael Pichards lungepulsåre og hjerte i stykker. Han var død på stedet. jsz@bt.dk