Politiet høster skunk i Rødovre
To villaer i Rødovre er blevet brugt som skunklaboratorier. Torsdag aften blev de ransaget af politiet, der kunne høste 134 planter.
To villaer i Rødovre er blevet brugt som skunklaboratorier. Torsdag aften blev de ransaget af politiet, der kunne høste 134 planter.
Københavnske politifolk måtte agere gartnere, da to skunklaboratorier torsdag aften blev ransaget i Rødovre. Ikke færre end 134 af de potente hampplanter blev høstet og skal nu bruges som bevismateriale mod laboratoriernes indehavere.
Det drejer sig ifølge vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi om to danske mænd på henholdsvis 32 og 33 år, der i fællesskab havde indrettet to villaer i den københavnske forstad til avancerede drivhuse. Det indebærer blandt andet varmelamper og klimaanlæg, der skal sikre ideelle vækstbetingelser for planterne.
- Vores erfaringer siger os, at den slags udstyr er svært at holde hemmelig i længden, så ofte bliver skunklaboratorierne opdaget af naboerne, fortæller vagtchef Jens Møller.
Han forventer, at de to mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredagen.