Politiets efterforskning af indbruddet i en forretning på Nørre Allé i Aarhus, hvor tyve stjal makeup og andre produkter til en værdi af 60.000 kr., er behandlet efter Østjyllands Politis procedurer for den type indbrud. Det fortæller vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi.

- Vi sender en medarbejder ud, som laver gerningsstedsundersøgelsen og taler med anmelderen. Medarbejderen, der kom ud til den pågældende forretning, lavede en gerningsstedsundersøgelse, hvor han undersøgte, hvordan tyvene var kommet ind, hvad de havde stjålet, og lavede en vurdering af, om der kunne sikres spor, siger vagtchefen til BT.

Ingen fingeraftryk sikret

Hvorfor blev der ikke indsamlet fingeraftryk?

- Det er ikke altid, at det er oplagt at tage fingeraftryk, når man efterforsker et indbrud. De betjente, der laver gerningsstedsundersøgelserne er erfarne medarbejdere, som ved, hvad de skal kigge efter, og foretager en faglig vurdering af, hvilke spor der kan sikres, siger Peter Hunniche.

- I min optik ser sagen ud til at være kørt helt efter bogen. Den bliver sendt op til efterforskningssektionen, som vil lave en vurdering af, om der skal arbejdes videre med sagen, siger Peter Hunniche.