Politiet udelukker ikke, at der ligger noget strafbart bag branden i Fredericia og efterforsker sagen.

Fredericia: Efter den eksplosionsagtige brand i Fredericia onsdag undersøger politiet fortsat, om der er begået noget ulovligt.

Det oplyser Carit Andersen, der er vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

- Vi har for alvor sat teknikere ind i dag. Og nu har vi afhøringer og efterforskning på almindelig vis, siger han.

- Det er en bred efterforskning, hvor vi prøver at afdække årsagerne til det her, og om der kan være et strafbart forhold, der skal forfølges.

Sidstnævnte vil han ikke udelukke.

Han har ikke umiddelbart noget bud på, hvor længe efterforskningen vil stå på, men siger, det kan vare alt "fra dage til uger".

Branden opstod onsdag aften, og siden har et stort slukningsarbejde været i gang.

Beboere i Fredericia har blandt andet været rådet til at blive indendørs, da branden på et tidspunkt udviklede farlig røg.

I alt har op mod 70 mand fra Beredskabsstyrelsen været indsat i forbindelse med branden, og dertil kommer et stort antal brandfolk fra lokale beredskaber.

Branden opstod, da en tank med flydende palmeolie væltede.

Mens politiet har indledt en efterforskning, er også brandfolk fredag fortsat i gang med at arbejde på stedet.

Indimellem opstår der mindre brande, som skal slukkes, oplyser Sydøstjyllands Politi fredag sidst på eftermiddagen.

/ritzau/