'Hvad nu hvis Jønke har ret?' spørger Venstres Søren Pind. Med sit kætterske spørgsmål, som han fremsætter på sin blog i Berlingske Tidende, hælder Søren Pind igen benzin på bålet.
Som den første politiker af en vis kaliber står han frem og erklærer sig enig i Jønkes stærkt farvede beskrivelse af medlemmerne af de indvandrerbander, som Hells Angels-talsmanden selv ligger i krig med.
De hader danskerne, foragter de danske piger, og de hyler og jamrer som rigtige sjakaler, når de møder modstand, hedder det i sjakalmanifestet, som Hells Angels har udgivet.
Pind: HAs beskrivelse er korrekt
Det får Søren Pind til at spørge, om en dømt rovmorder, hvem mange opfatter som psykopat, kan have ret, og hans korte svar lyder sådan:
'Alt i alt må jeg desværre sige, at beskrivelsen ikke er meget af vejen. Så meget desto værre.'
Især er Søren Pind forfærdet over, at myndighederne og især ledelsen i Københavns Politi har spillet fallit så længe, at de har givet Jønke en platform til at fiske i rørt vande.
'At vi i 2009 skulle se rockere og mordere præsentere sig som samfundets beskyttere er forfærdende. Politi-ledelsen i særligt København har i årevis ment, man kunne snakke sig til rette.'
'Og kunne undertrykke det virkelige rå billede. Well – i dag høster vi frugterne. Og de er ikke appetitlige,' skriver han.
På få timer havde hans blog modtaget flere hundrede kommentarer, og det overrasker ham.
- Det er ret omfattende. Men vi er også kommet så langt ud, at demokratiet er kommet under pres, Det udstilles som impotent, og myndighederne kan ikke udfylde deres rolle, siger Søren Pind.
Hadsk og unuanceret
Venstres retsordfører Kim Andersen afviser Pinds analyse.
- Jeg har godt læst sjakalmanifestet, og jeg mener, at det er alt for hadsk, unuanceret og generaliserende. Vi kan sagtens føre debatten uden at bruge Jønke som sandhedsvidne, siger Kim Andersen.
I Søndagsavisen siger undervisningsminister Bertel Haarder, at han godt vil have sig frabedt at blive forsvaret af Jønke.
Talsmanden for Københavns Politi, chefpolitiinspektør Per Larsen ser helst, at Søren Pind og Jønke får lov at rase ud i fred.
- For mig at se er der intet nyt under solen. Det er rigtigt, at vi ikke kan forhindre alle skyderier. Der er en tendens i tiden til, at man åbenbart afgør alle tvister med våben i hånd. Det er svært at dæmme op for. Men vi fylder dagligt cellerne op i Kriminalforsorgens fængsler, siger han.
Per Larsen afviser, at politiet ikke udviser nul-tolerance.
- Vi udøver nultolerance over for drab og drabsforsøg. Det kan jeg godt love dig, siger han.
Men det er alt for sent, mener Søren Pind.
- Det er ikke mere politi, vi har brug for, men mere filosofi. Der er brug for, at myndighederne på alle niveauer fra daginstitutioner, skoler og hele vejen op får indført nul-tolerance og griber ind overfor enhver form for dårlig opførsel, siger Søren Pind.






















