KØB PLUS!

Politiet har identificeret dræbt polak

Nordsjællands Politi kender nu identiteten på den mand, som søndag blev fundet dræbt i Rungsted. Politiet forventer at sigte fire polakker i sagen.

Politiet har nu identificeret den mand, som søndag eftermiddag blev fundet dræbt af knivstik i en villa på Bolbrovej ved Rungsted Kyst nord for København.

- Der er tale om en 45-årig mand med polsk statsborgerskab, som boede i huset. Vi har fået bekræftet, at han var håndværker, oplyser vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi.

Politiet fik oplysninger om, manden lå livløs i villaen søndag eftermiddag klokken 16.23, men akutlægen var ikke i stand til at genoplive ham, og manden blev derfor erklæret død på stedet.

Politiet har endnu kun sparsomme oplysninger i sagen, da det stadig er uklart, hvad der er foregået i huset. Fire polakker, der delte adresse med den dræbte, er anholdt, og de vil formentlig alle blive sigtet for drab.

- Vi påtænker at fremstille dem alle sammen for lukkede døre i morgen (mandag, red.). Vi mangler at afhøre mindst en vital person i sagen, så mere kan jeg ikke sige lige nu, forklarer vicepolitiinspektøren.

Han vil ikke uddybe nærmere, hvem den sidste person er, eller hvilken relation vedkommende har til den dræbte eller de mistænkte.

De fire anholdte mænd befandt sig i og omkring huset, da politiet nåede frem. Afhøringerne af de anholdte har været forsinket af, at politiet har været nødt til at bruge tolke for at få dem i tale.

Mandag formiddag forventer politiet at have yderligere oplysninger i sagen.