Politiet har fundet 64-årige Lars Rene Bressons bil, men leder stadig efter den forsvundne mand.
Fredag eftermiddag og aften ledte Midt- og Vestsjællands Politi efter den 64-årige Lars Rene Bresson fra Tune ved Roskilde, som pludselig forsvandt torsdag formiddag.
Trods en storstilet eftersøgning med både hundepatruljer og helikoptere er det endnu ikke lykkedes politiet at finde manden. Eneste spor er hans bil, som eftersøgningsholdet fredag fandt i naturområdet Hedeland på Københavns Vestegn.
- Vi har ikke fundet ham, men vi har fundet hans bil, men der er stadig ikke nyt om den forsvundne, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk.
Torsdag formiddag satte Lars Rene Bresson sin kone af ved Stændertorvet i Roskilde. Derefter ville han køre direkte til hjemmet i Tune, men han dukkede aldrig op.
- Vi ved ikke, hvad der er sket med ham, men vi genoptager eftersøgningen i dag, fortæller vagtchefen og tilføjer, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at han skulle have været deprimeret eller syg, da han forsvandt.
- Men han kan selvfølgelig sagtens være gået en tur og have fået det dårligt. Det er den slags, vi undersøger lige nu.
Lars René Bresson beskrives som ca. 175 cm. høj, spinkel af bygning og med topmave. Han har gråt pjusket hår og gråt overskæg. Da han forsvandt, var han iført en kongeblå T-shirt og koksgrå striktrøje af mærket Tommy Hilfiger med fire lommer på forsiden, blå cowboybukser og sorte Ecco sko med velcrolukning.
Lars René Bresson har krogede fingre på højre hånd og han ryster en smule på hænderne.
Han er kørende i en sort Peugeot 307 med registreringsnummer: YE 25 989. Bilen har en mindre bule på højre bagdør.
Oplysninger om Lars René Bresson, hans færden og hans bil, bedes givet til Midt- og Vestsjællands politi på telefon 114



