Et bilværksted har været opmærksom på politiets efterlysning af en flugtbilist, efter en cyklist blev efterladt kvæstet i Slagelse. Det har ledt til en anholdelse.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt en 27-årig mand, som er mistænkt for at være en efterlyst flugtbilist.

Flugtbilisten blev efterlyst af politiet, efter en 59-årig mand på cykel blev alvorligt kvæstet natten til fredag, da han blev kørt ned af en mørk BMW på Valbyvej i Slagelse.

Umiddelbart efter ulykken vendte føreren bilen og stak af fra stedet. Det fortalte vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald fredag morgen til bt.dk:

»Bilisten tjekkede ikke en gang cyklistens tilstand, men vendte bare bilen og stak af.«

Fredag formiddag har politiet så anholdt en 27-årig mand, fortæller vagtchef Ove Christoffersen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi har anholdt en person, som vi tror er flugtbilisten. Der er nogle skader på den bil, han er kørende i, som svarer godt til det, der er fundet på ulykkesstedet,« fortæller han.

Politiet fandt frem til den 27-årige, fordi et bilværksted var opmærksom på politiets efterlysning.

»Et værksted på Amager rettede henvendelse til os om, at de måske havde den Tesla, vi havde efterlyst med skader. Vi tog derhen og anholdt føreren af bilen, som nu er på vej til Slagelse, hvor lokalpolitiet skal have en snak med ham om hans gøren og laden i de tidlige morgentimer,« siger Ove Christoffersen.

Den mandlige cyklist blev kørt ned bagfra på en mørk strækning klokken 03.56, men på trods af tidspunkt var der heldigvis vidner, der opdagede ham.

Den 59-årige blev alvorligt kvæstet og har fået et hovedtraume, men han var ved bevidsthed, da ambulancen kom, og han meldes uden for livsfare.