Ikke alt gik, som det skulle, da politiet testede terrorberedskabet under en stort anlagt terrorøvelse i november. En af statisterne blev aldrig reddet - det beklager Københavns Politi.
Det er over to måneder, siden Københavns Universitet lagde matrikel til terrorøvelsen, hvor Københavns Politi sammen med Aktionsstyrken gennemøvede et virkelighedstro terroranslag med mere end 150 statister fra blandt andet universitetet.
Evalueringen er endnu ikke færdigskrevet, men en af statisterne fortæller i dag i BT, at redningsholdet aldrig nåede frem til ham. Han blev skudt som den allerførste under øvelsen, men han blev aldrig tilset af redningspersonalet. Der gik op mod 2,5 time, inden han opdagede at øvelsen var blevet afblæst.
Et hold betjente gik forbi ham uden at reagere, et andet hold konstaterede ifølge Rasmus Lind Greiner, at han nok var en halvdød terrorist, siden der lå et tømt magasin ved siden af ham.
Københavns Politi indrømmer i dag, at det ikke var »optimalt«, at redningen ikke nåede frem til alle deltagere. Det siger politiinspektør i Københavns Politi Peter Olesen Dahl.
Vi har talt med en figurant, som synes, at I fejler på redningsdelen. Hvad siger du til den kritik?
»Vores evaluering vil jo ikke give svar på, hvorfor en enkelt figurant oplevede at vente i 2,5 time. Når man laver en øvelser, så sætter man nogle evalueringspunkter op, og vi havde et overordnet evalueringspunkt med den her øvelse, som hedder samarbejde med andre myndigheder, f.eks. politiets aktionsstyrke, AKS. Det er muligt, figuranten har ret, men vi har ikke haft mulighed for at validere det, fordi vi ikke har haft fokus på redningsdelen. Så groft sagt om vi fik skudt de rigtige terrorister og tilset alle er ikke noget, vi evaluerer i denne øvelse.«
I siger, det er en øvelse, der skulle afspejle virkeligheden, men er det ikke problematisk, hvis man først har fokus på samarbejdet i en øvelse, nedskydning af terrorister i en anden øvelse, så på redning i en tredje. Hvad så den dag, hvor det er virkelighed og alt skal spille sammen?
»Man kan ikke lave en øvelse, hvor man evalueringsmæssigt har fokus på alting. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvis man vil lære noget, så er man nødt til at skære ind til benet og beslutte sig for, det er lige præcis den her del, vi evaluerer. Men når man sidder tilbage med figurant, som påpeger de her ting, så kan det godt give anledning til, at vi næste gang fokuserer mere på det, næste gang vi laver en øvelse.«
Nu har I hevet 150 figuranter ind, er det så ikke også relevant at undersøge om redningsdelen fungerer?
»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Det har ikke noget med hinanden at gøre. Vi bruger figuranter for at gøre det så livagtigt som muligt. Der er stor forskel på at have 150 figuranter, der råber om hjælp eller 150 dukker. Det skaber et helt andet stressmoment.«
Var man for optaget af et nedkæmpe terrorister frem for at undersøge sårede og døde?
»Nej, det tror jeg ikke. Øvelsen skal naturligvis gerne være så realistisk som mulig, og under øvelsen skal politifolkene naturligvis agere som i en virkelig situation, og det indbefatter naturligvis også at forsøge at redde mennesker.«
Så det er altså en fejl, at figuranten og muligvis andre ikke blev reddet?
»Det kan du godt kalde det. Hvis det er så, som han har beskrevet, så er det ikke den optimale måde at agere på. Men vi kommer ikke til at evaluere det.«
Figuranten fortæller desuden til os, at øvelsen aldrig blev afblæst. Hvad siger du til det?
»Det er selvfølgelig uheldigt, hvis man ikke har fået afsluttet øvelsen ordentligt. Så bliver det nok ikke så let for os at få figuranter i fremtiden, hvis det er sådan, vi behandler dem.«
Hvorfor er jeres evaluering af øvelsen ikke færdig endnu?
»Vi har ikke sat deadline på, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft ret travlt med andre ting, heriblandt flygtninge og migranter. Derfor er den ikke færdig endnu.«
