En akut konflikt i bandemiljøet har torsdag eftermiddag fået politiet på den københavnske vestegn til at forbyde adgang til bandegrupperingen Black Jackets lokaler i Albertlund.

Forbuddet gør enhver adgang til adressen Værkstedsgården 9-11 1. sal i Albertslund forbudt. Forbuddet gælder fra torsdag eftermiddag kl. 16 og indtil videre 14 dage frem til og med 2. juni.

Torsdag eftermiddag ransagede Vestegnens Politi lokalerne i Albertslund, hvor der ikke blev truffet nogen personer til stede.

Baggrunden for beslutningen er ifølge politiet en akut konfllikt, der involverer bandegrupperingen Black Jackets.

Rockergrupperingen har sit udspring i Tyskland, hvor den blev grundlagt i 1985 af hovedsageligt indvandrere fra Tyrkiet og det tidligere Jugoslavien. I vinter dukkede den op i Danmark, og i slutningen af februar bekendtgjorde en række gadebander, der tidligere havde tilknytning til det storkøbenhavnske miljø af indvandrerbander - heriblandt Brothas Souljaz med udspring i Mjølnerparken - at man nu var en del af Black Jackets.

På det tidspunkt forlød det, at Brothas var i konflikt med en anden rockergruppering med tysk oprindelse - nemlig Gremium MC. Denne rockerklub holdt i februar 2015 åbningsfest for sin første danske afdeling i Haslev på Sydsjælland.

»Vi vurderer, at der netop nu er en betydelig risiko for at Black Jackets, der bruger lokalerne på Værkstedsgården 9-11 i Albertslund, kan blive angrebet. Baggrunden for vores vurdering er de seneste dages efterforskning og systematisk indsamling  af oplysninger i bandemiljøet,« siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.

I ejendommen på Værkstedgården har også Albertslunds Kommunes hjemmepleje til huse i stueetagen. Der er blevet lagt vægt på de ansattes sikkerhed i forbindelse med Københavns Vestegns Politis beslutning.

Hjemmeplejen i Albertslund Kommune har til huse i stueetagen i den ejendom, hvor bandeklubhuset har til huse på 1. sal. Det har været med til at få politiet til at træffe beslutningen om at lukke klubhuset midlertidigt at hensyn til sikkerheden for hjemmeplejens medarbejdere.
Hjemmeplejen i Albertslund Kommune har til huse i stueetagen i den ejendom, hvor bandeklubhuset har til huse på 1. sal. Det har været med til at få politiet til at træffe beslutningen om at lukke klubhuset midlertidigt at hensyn til sikkerheden for hjemmeplejens medarbejdere.
Vis mere

»Kommunens medarbejdere skal kunne møde på arbejde uden at frygte at ende midt i et skudopgør. Heller ikke andre borgere i området kan være tjent med en sådan frygt,« siger Svend Foldager.

Inden for den sidste uge har der i der været flere skudepisoder i Hovedstadsområdet. Ifølge politiets efterforskning har Black Jackets eller de bandegrupperinger, Black Jackets rivaliserer med, været involveret i disse skudepisoder.

»Vi har konkrete efterretninger på, at Black Jackets forbereder sig på angreb. Historisk har politiet erfaring for, at den slags konfliktsituationer i rocker/bandmiljøet kan ende i angreb på klubhuse og tilholdssteder. Det skal vi som politi forhindre, ligesom vi skal sikre borgernes tryghed og sikkerhed. Derfor vælger vi i dag at forbyde adgang til bandens tilholdssted,« siger politiinspektør Svend Foldager.

Han ønsker over for BT ikke at konkretisere, hvori truslerne mod Black Jackets består.

Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme § 1, stk. 2