Københavns politi kan lørdag formiddag ikke udelukke, at bombemanden fra Ørstedsparken havde terrormotiv.

Politiet fremlagde for kort tid siden på et pressemøde, at det har arbejdet intensivt gennem natten på at opklare sagen om den formodede bombemand, der i går opholdt sig i Ørstedsparken. Det har her til morgen besluttet at arbejde med forhøjet terrorberedskab, fordi et terrormotiv i sagen ikke kan udelukkes.

Der er ved de efterfølgende undersøgelser blevet fundet en pistol på Hotel Jørgensen. Pistolen er fundet på toilettet, hvor sprængningen i går eftermiddags fandt sted.

Der har været mange spekulationer omkring størrelsen af det sprængstof, som manden havde på sig. Københavns politi informerede om, at sprængningen i går var så kraftig, at hotellets toilet blev ødelagt, og at manden pådrog sig skader.

VED DU NOGET ELLER HAR DU BILLEDER - TIP B.T. HER

Københavns politi manede samtidig til besindighed og opfordrede offentligheden til at fortsætte deres gøren og laden som normalt til trods for det forhøjede terrorberedskab. Det formodes i øjeblikket, at manden arbejder på egen hånd.

Det blev også oplyst, at manden i øjeblikket er indlagt på hospitalet, men ikke med livstruende skader. Han har ikke ønsket at bidrage med oplysninger til sagens efterforskning. Manden beskrives som omkring 40 år gammel, taler et udmærket engelsk og Københavns politi formoder, at han har europæisk eller nordafrikansk afstamning.

Den formodede bombemand vil i dag omkring klokken 14 blive fremstillet i grundlovsforhør og forventes selv at være til stede.  Fremstillingen vil ske med mistanke om brud på våbenloven.