Politi og Task Force Vest har gjort »spektakulært« våbenfund i Hammel nordvest for Aarhus.

Østjyllands Politi og den særlige politienhed Task Force Vest har gjort, hvad politiet betegner som »et spektakulært våbenfund« på en adresse i Hammel nordvest for Aarhus. Tre mænd med tilknytning til rockerklubben Bandidos er anholdt, oplyser politiet.

Det var efter længere tids målrettet efterforskning mod den organiserede kriminalitet i Østjylland, at politiet og Task Force Vest mandag slog til mod et våbenlager i Hammel. Her fandt man diverse håndskydevåben, blandt andet en maskinpistol og en pumpgun med tilhørende ammunition.

- Det er et meget spektakulært våbenfund. Det er ikke hver dag, vi beslaglægger den type våben. Men det er vigtigt, vi får de våben ud af omløb, så de ikke kan gøre skade på nogen, siger leder af afdelingen for organiseret kriminalitet, fungerende vicepolitiinspektør Merete Olesen, i en pressemeddelelse.

De tre anholdte er alle fra lokalområdet og er henholdsvis 29, 33 og 36 år. De har tilknytning til Bandidos i Råsted ved Randers og blev anholdt mandag i forbindelse med sagen. Også Bandidos-klubhuset i Råsted blev ransaget mandag, og politiet fandt tyvekoster, der stammer fra indbrud.

De tre mænd er nu sigtet for besiddelse af våben under særligt skærpende omstændigheder - på grund af våbnenes karakter og den tilhørende ammunition.

De fremstilles tirsdag middag i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Det kan ifølge politiet ikke udelukkes, at flere vil blive anholdt i forbindelse med sagen.