Københavns Politi har anholdt en mand, der menes at have røvet fem butikker på Vesterbro på under en halv time.

I løbet af mindre end en halv time blev fem kiosker og dagligvarebutikker på Vesterbro i København udsat for røveri søndag aften. Mandag har Københavns Politi anholdt den mand, som menes at stå bag alle fem røverier.

»Med baggrund i den hurtige og målrettede indsats lykkedes det i dag klokken 11.15 at anholde den formodede gerningsmand på Vesterbro,« udtaler lederen af efterforskningen, politiassistent Karina Christensen, i en pressemeddelelse.

Ved alle fem røverier kom gerningsmanden ind i forretningen og truede personalet med en flaske til at udlevere penge. Det lykkedes kun i to af tilfældene, så derfor blev det samlede udbytte blot nogle få hundrede kroner.

Ingen personer kom til skade ved røverierne.

Efter mandagens anholdelse af den formodede serierøver anser politiet nu alle fem røverier for fuldt opklarede.

Den anholdte vil tirsdag blive fremstillet i dommervagten, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.