Rigspolitiet mener, at det store fald i antallet af indbrud i julen skyldes et generelt fald i kriminaliteten.

Færre danskere er i juledagene kommet hjem til et indbrudsramt hus eller lejlighed.

Og det skyldes et generelt fald i kriminaliteten herunder også indbrudstyvenes hærgen. Det mener Rigspolitiet, som juledag kunne konstatere, at der 24. december og natten til 25. december er registreret 240 indbrud i forhold til 726 sidste år.

»Vi kan se, det er en udvikling, der har stået på hele året, hvor der er kommet mindre kriminalitet i samfundet og også færre indbrud. Og vi er selvfølgelig glade for, at det også slår igennem her i juledagene,« siger kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen fra Rigspolitiet.

Politiet har generelt også haft fokus på indbrud, hvilket ifølge Thomas Kristensen kan have spillet en afgørende rolle.

»Vi tænker, at det kan skyldes, at dels har politiet haft en målrettet indsats mod indbrudskriminalitet, og så dels, at borgerne er blevet bedre til at sikre husene og holde mere øje med hinandens huse, når man er væk,« siger Thomas Kristensen.

Generelt er antallet af indbrud i julen også faldet. Fra 20. december til 25. december klokken 07.00 er der i år registreret 474 indbrud. Sidste år var antallet 672.