I forbindelse med et skyderi på Esromgade ved Hillerødgade på Nørrebro efterlyser politiet to personer.

København. Københavns Politi efterlyser to personer, som man mener har forbindelse til skyderiet på Esromgade ved Hillerødgade på Nørrebro i København søndag aften.

- De to personer er set i området kørende på henholdsvis en limegrøn mountainbike samt en rød damecykel med cykelkurv, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ingen personer blev ramt ved skyderiet.

Personen på den limegrønne cykel var iklædt sort tøj, sorte sko og hvide strømper. Den anden var iklædt en mørk jakke, cowboybokser og sorte sko. På hovedet bar han en grå kasket med sort skygge.

Ifølge Ritzaus oplysninger tabte de to efterlyste en pistol på Asminderødgade et halvt minut efter skyderiet. De stoppede herefter og samlede den op, inden de kørte videre.

Siden midten af juni har der været adskillige skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter.

De menes at have forbindelse til den eskalerende bandekonflikt i hovedstaden.

I flere dele af København er der desuden indført visitationszoner.

/ritzau/