En ukendt gerningsmand gik torsdag formiddag amok på en rengøringsmedarbejder på Høje Taastrup Station på den københavnske Vestegn.

Politiet beder derfor offentligheden om hjælp til at finde frem til manden, som de mistænker for at have begået grov vold Kristi Himmelfartsdag.

Det skriver politiet på Twitter.

Episoden fandt sted ved Høje Taastrup Station torsdag 25. maj omkring klokken 10.00.

»En rengøringsmedarbejder finder en mand, som ligger på en bænk og sover. Han prikker til ham for at tjekke, at han er ok. Manden på bænken farer op og går amok på ham.«

Det fortæller vagtchef ved Vestegnens Politi, Lars Guldborg.

Den ukendte gerningsmand slår rengøringsmedarbejderen flere gange i ansigtet, så han falder om på betongulvet. Derefter går han totalt bersærk:

»Gerningsmanden rejser sig og sparker forurettede på kroppen og i hovedet. Så stiller han sig op på ham og hopper på hans hoved og bryst. Til sidst tildeler han ham et par ekstra spark i ansigtet, før han går,« fortæller vagtchefen.

Offeret er en mand sidst i 50'erne. Han blev indlagt på traumecenteret på Rigshospitalet og er - trods den hårde medfart - uden for livsfare.

»Han fik en kraftig hjernerystelse og frakturer i hele ansigtet. Han har blandt andet brækket kæben og kindben, og det er stadig for tidligt at sige, om han får varige mén af overfaldet,« siger vagtchefen.

Politiet ser med stor alvor på sagen og beder om offentlighedens hjælp til at fange gerningsmanden.

Mere præcist er der tale om en mand på cirka 180 centimeter, som er lys i huden og kraftig.

På gerningstidspunktet bar manden mørk jakke med hætte og mørke bukser.

Videoovervågning fra stationen viser, hvordan manden vågner op og overfalder rengøringsmedarbejderen. De to mænd har ikke tidligere haft kontakt, og politiet har på nuværende tidspunkt ikke noget bud på, hvad der får manden til at gå amok.

Vidner har bekræftet hændelsesforløbet over for politiet, men der er endnu ikke noget, der indikere, hvorvidt manden har været påvirket af enten alkohol eller stoffer.

Hvis du genkender manden, vil politiet gerne høre fra dig. Du kan kontakte dem på 114.

BT følger sagen ...