En tyk mand forsøgte mandag at lokke en skoledreng med penge og slik. Nu spørger politiet borgerne om hjælp til at finde manden.

Det skriver stiften.dk.

En tyk mand, der kørte i en lille rød bil med buler, udviste hvad politiet betegner som mistænkelig adfærd over for en 13-14-årig dreng fra Ry omkring klokken 14 mandag eftermiddag.

Manden kontaktede drengen fra sin bil og forsøgte at lokke ham hen til bilen med både penge og slik. Drengen undgik manden og viste ingen interesse, men så begyndte manden at spørge drengen om vejen til Himmelbjerget, som ligger tæt ved Ry.

Da drengen blev nervøs og forlod stedet, satte manden efter ham i bil. Det var først, da drengen nåede til et stisystem, hvor biler ikke kan komme igennem, at drengen slap væk.

Drengen tog tilbage til sin skole og gik til en afdelingsleder. Her berettede han om sin oplevelse, hvorefter afdelingslederen straks kontaktede politiet.

Politiassistent John Mortensen ved Sydøstjyllands Politi fortæller, at politiet med det samme var ude og lede efter både manden og bilen, men de fandt ingen af delene.  Det er som udgangspunkt ikke ulovligt at tilbyde børn slik, men mandens adfærd har alligevel fået politiets alarmklokker til at ringe.

»Vi vil meget gerne have en snak med manden om, hvad han ville. For selv om det ikke er strafbart, det han har foretaget sig, så er vi bange for, hvad det kan udvikle sig til. Der er desværre sager af denne type, der skræmmer,« siger John Mortensen.

Drengens beskrivelse af manden er følgende:

Tyk med et stort hoved og skaldet med skægstubbe. Bilen beskrives som lille og rød og med flere buler, især foran.

Politiet tror, at der må være nogen, der kender manden ud fra drengens beskrivelse, og de vil meget gerne høre fra folk, der mener at kende ham.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.