Fyns Politi efterlyser den 18-årige Tommy Algreen Larsen fra Odense. Han er ikke set, siden han forsvandt fra en fest på Tolderlundsvej i Odense natten til lørdag, skriver fyens.dk.
Tommy Algreen Larsen forlod festen på en hvid damecykel med cykelkurv, og klokken 01.15 blev hans mobiltelefon slukket brat. Det er, har hans teleselskab oplyst Fyns Politi, enten sket ved, at han selv har pillet batteriet ud, eller at han har tabt telefonen, så den er blevet skilt ad.
Tommy Algreen Larsens forældre har sidst hørt fra sønnen, da han ringede hjem for at fortælle, at han ville cykle hjem til sig selv. Fyns Politi har ledt efter den 18-årige langs havnen og på ruterne fra festen og hjem til både hans og kærestens bopæl.
Da Tommy Algreen Larsen forlod festen, var han iført en sort skjorte, en sort jakke og cowboybukser. Han havde sorte og røde sko på. Han er almindelig af bygning og 178 centimeter høj.
BNB