Lørdag blev politiet sendt ud til et dødsfald på Stolemagerstien på Amager i København.

Her troede man i første omgang, at der var tale om selvmord, da der lå flere afskedsbreve i den afdødes lejlighed. Politiet mente på daværende tidspunkt, at den 36-årige mandlige beboer havde taget sit eget liv ved hjælp af en pistol.

Der var dog ét centralt problem. Man fandt ingen pistol i lejligheden.

Drabschef ved Københavns Politi bekræfter, at sagen nu efterforskes som et drab.

- En mand er død som følge af skud mod hovedet, og pistolen er ikke på stedet. Det giver os et problem, siger Jens Møller.

Han forklarer, at politiet blev opmærksom på dødsfaldet, fordi en kammerat havde rettet henvendelse. Kammeraten havde en aftale med den afdøde lørdag formiddag, men da han ikke mødte op, besluttede vennen sig for at tage forbi lejligheden på Amager. Her fandt han den 36-årige liggende med blod i hele ansigtet.

Ved et ligsyn mandag konkluderede man, at manden døde som følge af et stort skudhul ved højre tinding.