Nordjyllands Politi bekræfter, at den druknede person, der onsdag er fundet i Limfjorden ved Aalborg, er identisk med den efterlyste Frederik Haar.

Ifølge TV 2/Nord skulle et ID-kort have været i baglommen på liget af den 21-årige mand, der har været efterlyst de seneste syv dage.

Liget af den ung mand er onsdag blevet fundet i Limfjorden ud for Beddingen i Aalborg.

Han forsvandt natten til 30. september i Jomfru Ane Gade, hvor han var i selskab med kammerater. Den unge mand forlod et spisested kort efter midnat og er ikke blevet set siden.

Hundredvis af mennesker har siden da bistået myndighederne i et forsøg på at finde den unge mand.

Det har hele tiden været frygten, at han skulle være faldet i Limfjorden tæt ved Jomfru Ane Gade.

Et ligsyn skal torsdag fastslå årsagen til dødsfaldet.

BNB