Politiet opgiver at sigte en af de tre mænd, der er blevet anholdt for planlægningen af et attentat mod forsvarsminister Nicolai Wammen (S). Det bekræfter den pågældendes advokat, Andro Vrlic, over for Berlingske Nyhedsbureau.

Den anholdte mand blev afhørt med en sigtets rettigheder, men efterfølgende valgte politiet ikke at sigte ham for planlægningen af attentatet. Han er nu løsladt igen.

»Efter de havde afhørt ham, fandt de ud af, at der ikke var grund til at sigte ham. Det understøtter, at der ikke rigtig er nogen sag,« siger Adro Vrlic.

Advokaten vil ikke bekræfte, at der er tale om et attentatet mod Nicolai Wammen, men flere medier har erfaret, at det var forsvarsministeren, der var målet.

Yderligere to mænd er blevet anholdt i sagen, og de er begge blevet sigtet for planlægningen af attentatet efter straffelovens paragraf 113. De er dog også blevet løsladt.

BNB