Politiet har fundet to af de personer, som var med til at overfuse Inger Støjberg på en tankstation i april. Der er dog ikke grundlag for at rejse sigtelse.

Politiet vil ikke bruge flere kræfter på den sag, hvor nuværende integrationsminister Inger Støjberg (V) tilbage i april blev udsat for et verbalt overfald på en tankstation i Korsør.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man har fundet to af de fire personer, der deltog i optrinnet.

»De to unge, der er identificeret, har ikke spillet en rolle, som kan begrunde en sigtelse. Det er ikke lykkedes at identificere de to øvrige, hvoraf den ene ifølge Inger Støjberg var hoveddrivkraften i det verbale overfald,« oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser desuden, at sagen nu henlægges, og at man har informeret Inger Støjberg om den beslutning.

Episoden foregik på en parkeringsplads ved en Q8-tankstation i Korsør søndag 19. april, hvor Inger Støjberg, der på det tidspunkt var Venstres politiske ordfører, blev overfaldet verbalt.

Radio24syv talte efterfølgende med en kvinde, der havde overværet episoden og derfor kunne bekræfte hændelsesforløbet.