Politiet gik efter et års fængsel til Rigmor Zobel Ravn for omgang med kokain, men jetsetkvinden slap med blot 20.000 kr. i bøde. Alligevel mener anklager Thomas Brædder, at sagen har været det hele værd.

Ude fra set ligner det et gigantisk nederlag for politiet. 30. juli sidste år bragede betjente og narkohunde ind i en villa på Trørødvej i Vedbæk og anholdte husets ejer, Rigmor Zobel Ravn.

Knap et halvt år efter slap den kendte jetsetkvinde med en beskeden bøde på 20.000 kr. for modtagelse af seks gram kokain til eget forbrug.

Anklagemyndigheden gik ellers efter et helt års ubetinget fængsel for modtagelse 170 gram af det forbudte stof. Alligevel er sagen anklager, politifuldmægtig Thomas Brædder, tilfreds og har derfor undladt at anke sagen til landsretten. En ankefrist der udløb i går.

- Vi havde ingen forventning om, at landsretten ville lande på et andet resultat end byretten. Derfor har vi undladt at anke sagen, siger Thomas Brædder, og afviser al snak om et nederlag.

- For os handler det jo hverken om at vinde eller tabe. Vi fremlægger sagen, som vi ser den og så må dommeren tage stilling til en eventuel straf. Denne sag rummer ting som både kunne indikerer, at har været tale om større mængder kokain, og ting der indikerer at der har været tale om mindre mængder, siger han.

Sagen har haft store personlige omkostninger for Rigmor Zobel Ravn. Thomas Brædder slår dog fast, at sagen absolut var værd at føre hele vejen til domstolene.

- Grundlæggende er der jo tale om en lovovertrædelse. Hun er blevet dømt at have håndteret kokain ad flere omgange, påpeger Thomas Brædder.

Han medgiver dog, at sagen må have været en hård omgang for Rigmor Zobel Ravn.

- Alle kan sætte sig ind i, at det formentlig ikke har været rart for hende at gå igennem sådan en sag. Men det er ikke mit job at gøre mig til dommer over, om det er fair, at hun skulle igennem sådan et forløb eller ej.

Hvad mener du om at Zoble nu står frem? Send en mail med mening, dit navn og by til dit@bt.dk