Ved første øjekast så det voldsomt ud, da fire maskerede mænd mandag aften omkring kl. 20.00 begik røveri mod en Super Brugs på Ketilstorp Allé i Hvidovre. Den ene truede med en maskinpistol, mens den anden var bevæbnet med en almindelig pistol. Men politiets foreløbige efterforskning peger nu på, at våbnene kan have været attrapper.

- Vi efterforsker fortsat sagen og undersøger de effekter, vi har fundet på stedet. Noget kunne godt tyde på, at der ikke blev anvendt skarpe våben ved røveriet, siger efterforsker Jeff Nielsen fra Københavns Vestegns politi, der af hensyn til efterforskningen ikke vil uddybe nærmere.

Han oplyser, at man lige nu gør alt, hvad man kan for at finde frem til gerningsmændene. Og selvom politiet mandag aften havde sparsomme spor at gå efter, var røveriet alligevel bemærkelsesværdigt.

- Jeg studsede noget over det. Det er ikke hver dag, at vi ser et røveri med så tunge våben, siger Jeff Nielsen.

Røveriet mod Super Brugsen skete kort før klokken 20, da de fire mænd trængte ind i butikken, der stadig var åben. Ifølge politiet truede røverne to ansatte så voldsomt, at de nu får psykologhjælp. Røverne slap væk med et mindre kontantbeløb og nogle cigaretter. De forsvandt efter røveriet mod syd, og politiet er fortsat interesseret i oplysninger om røvernes færden både før og efter det voldsomme røveri.