Den fængslede Hells Angels-rocker Brian Sandberg fik en lang næse, da han onsdag tryglede retssystemet om hjælp til at få sin beslaglagte formue på 600.000 kroner retur fra politiet.
Politiet snuppede tidligere i år formuen for at sikre sig, at Hells Angels-organisatoren kan betale sagsomkostninger i to eventuelt kommende retssager mod ham, hvor han i begge tilfælde er sigtet for at planlægge drab på andre mennesker.
Københavns Byret blåstemplede beslaglæggelsen i sidste uge, men Sandberg kærede straks - men altså uden held - kendelsen til Østre Landsret.
Pengene stammer blandt andet fra Ekstra Bladets Forlag, der diskede op med et hemmeligholdt beløb til gengæld for, at Hells Angels-organisatoren berettede om udvalgte dele af sit liv til bogen "Gangster".
Brian Sandberg betragter ifølge hans advokat Michael Juul Eriksen politiets beslaglæggelse som en personhetz.
Sandberg er sigtet for at være hjernen bag to planlagte nedskydninger af kriminelle rivaler i København.
Det er kun, hvis han tiltales og dømmes for disse forhold, at han skal punge ud med nogle af de 600.000 kroner.
/ritzau/






















