Københavns Politi er fredag blevet anmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for magtmisbrug.
Det oplyser Landsforeningen Krim, som står bag anmeldelsen af politiet, som ifølge foreningen misbrugte sine magtbeføjelser, da betjente fredag forhindrede demonstranter i at gennemføre en demonstration, som kunne ses og høres af Kinas præsident Hu Jintao under hans besøg i Danmark.
Men det er en krænkelse af demonstranternes rettigheder, mener Krim, som har til formål at skabe debat om politi og kriminalforsorg.
- Det må have stået Københavns Politi klart, at det er i strid med demonstranternes konventionsmæssige rettigheder, at politiet forhindrede de pågældende i at udøve deres ret til at demonstrere. En sådan adfærd er efter Landsforeningens KRIMs opfattelse udtryk for magtmisbrug, som skal strafforfølges, skriver Krim i en pressemeddelelse.
Krim henviser desuden til en tidligere opgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i 2007 udtalte at en række demonstranter i Ungarn fik krænket deres menneskerettigheder, fordi politiet tvang dem til at flytte sig.