Banden Mongols og rockergruppen Satudarah kæmper ifølge politiet om det kriminelle marked på Falster.

Nykøbing Falster. Der er i øjeblikket uroligheder i Nykøbing Falster, der bunder i et opgør mellem to bandegrupperinger.

Det skriver Sydsjælland og Lollands Falsters Politi i en pressemeddelelse onsdag.

De seneste uger har der været optræk til et opgør mellem banden Mongols og rockergruppen Satudarah.

- Det er vores indtryk, at de uroligheder, vi oplever i Nykøbing lige nu, bunder i et opgør mellem to rockergrupperinger, der kæmper om at få del i det kriminelle marked på Falster, siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Tirsdag aften kulminerede situationen, og syv personer blev anholdt. Alle blev standset i midtbyen i Nykøbing Falster med forskellige slagvåben.

De er alle blev sigtet efter våbenloven, oplyser politiet.

På grund af urolighederne har politiet også i stigende omfang været til stede i byen.

- Vi holder et meget skarpt øje med situationen i Nykøbing og på Falster generelt, og med gårsdagens anholdelser sender vi et klart budskab til grupperingerne om, at vi ikke tolerer deres opførsel.

- Desuden kan vi konstatere, at en del af aktørerne kommer uden for vores politikreds, og derfor samarbejder vi selvfølgelig tæt med vores kolleger fra de andre kredse. Men selv om der er en del udefrakommende, så er det vores indtryk at konflikten er lokalt funderet, siger Kim Kliver i pressemeddelelsen.

/ritzau/