To gerningsmænd truede lørdag aften de ansatte i et supermarked med en pistol, men politiet var hurtigt fremme, og de kunne derfor anholde den ene mand på stedet.

To mænd ville lørdag aften kort før klokken 22 røve en Nettobutik i Varde, hvor de mødte op og truede personalet til at udlevere dagens omsætning med en pistol.

Politiet nåede dog frem til stedet, inden de to mænd havde forladt butikken, og det lykkedes betjentene at pågribe og anholde manden med pistolen. Hans medsammensvorne slap dog væk, oplyser vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Røveriet fandt sted klokken 21.56, hvor de to røvere kom ind i butikken. Vi fik en alarm og var fremme på stedet i løbet af et par minutter, mens røverne stadig opholdt sig i butikken. Vi fik fanget ham med pistolen, siger han.

Den anholdte er en 29-årig mand, der ikke stammer fra lokalområdet. Den anden mand beskrives som værende mellem 20 og 30 år gammel, han er mellem 1,65 og 1,80 meter høj og almindelig af bygning. Han talte gebrokkent dansk og bar en hættetrøje, som han havde trukket godt ned over ansigtet, fortæller vagtchefen. Manden havde muligvis også solbriller på.

Han slap væk fra gerningsstedet i en bil, politiet formoder, at der var tale om en sort Volkswagen Golf.

Der var ingen, der kom fysisk til skade under røveriet, som politiet nu går i gang med at undersøge nærmere.