Da en bil brød ud af mørket og lod kuglerne fyge mod en gruppe indvandrer-rødder på torvet i Tingbjerg 14. august 2008, var politiet advaret på forhånd. Det fortalte en betjent fra lokalpolitiet i Tingbjerg, der i går vidnede i sagen mod rockerlærlingen Mazdak Fabricius, der er tiltalt for den aften at have ramt og dræbt en af torvets unge, Osman Nuri Dogan.

- Jeg hører samme dag, at der er aktivitet i området, at der er den her konflikt under optrapning, og at man er på stikkerne derude. Jeg hører også noget om AK81. Det præsenterer jeg for vores stationsleder på et møde om formiddagen, og så sker det her så om aftenen, sagde betjenten.

Ifølge politiets teori var drabet resultatet af en strid mellem én af Tingbjerg-gruppens ledende figurer, HT, og rockerlærlingen Mazdak Fabricius, og som på få dage var eskaleret voldsomt.

Våben og skudsikre veste

At de unge den aften var på stikkerne, er ubestrideligt. Flere var bevæbnede og iført skud-eller stiksikre veste, og alene deres adfærd sagde med al tydelighed, at intet var, som det plejede, fortalte betjenten.

- Det er ret atypisk, at man samles der på det tidspunkt. Da samles man ellers nede foran ungdomsklubben.

Så det er ret sigende, at det er lige præcis det her sted, for det er der, man kan holde øje med al kørende trafiks ind-og udkørsel til Tingbjergområdet. Der er ikke andre indfaldsveje, forklarede betjenten.

Ifølge politiet var skyderiet den aften et udslag af ondt blod mellem HT og Mazdak Fabricius, der havde et forhold til den samme pige T. Hele tre opgør inden for en uge mener politiet, at der har været mellem de to, og det skal på bare få dage have ophøjet striden fra et personligt opgør mellem Mazdak Fabricius og HT til et regulært klubanliggende for Hells Angels.

Tumult

Det første opgør var 8. august 2008. Her kom Mazdak Fabricius - også kaldet 'Maz' - kørende i en hvid Mercedes Vito

- Vi står og mundhugges, og så kommer der er fem-seks stykker ud fra frisøren, og der bliver lidt tumult. Jeg bliver slået en gang, sagde Mazdak Fabricius mandag.

Ifølge en af HT's venner, der overværede episoden, pralede Mazdak Fabricius med at være AK81 og hev en hammer ud af bilen, som han ville slå HT med.

LÆS OGSÅ: 

Næste episode fandt ifølge politiet sted i Tingbjerg samme dag som håndgemænget.

- På et tidspunkt kom den hvide Mercedes Vito ned ad Åkandevej, svingede til højre, og der blev affyret et par skud ud ad den nedrullede siderude. Afhørte var sikker på, at det var Mazdak, der skød, gengiver en politirapport et vidnes forklaring i sagen.

Den sidste episode fandt sted aftenen før drabet. Her var Mazdak Fabricius netop blevet sat af hos pigen T. af to venner, der ligesom Mazdak var med i AK81. Et øjeblik senere blev de to beskudt.

- De har lige skudt efter M og C ( vennerne, red.) lige udenfor her, fortalte en skrækslagen T. i telefonen til en veninde den aften.

- Jeg hørte bare 30 skud, sagde hun.

LÆS OGSÅ: 

Politiet har ingen tekniske beviser, der knytter Mazdak Fabricius til gerningsstedet den aften. I det store og hele er sagen derfor bygget på indicier -et manglende alibi, en krudtpartikel fundet på hans tøj og så forklaringen fra en HA-afhopper, som Mazdak Fabricius i 2009 betroede sig til.

- Den er god nok, gengav afhopperen torsdag Mazdak Fabricius' ord om hans rolle i drabet.

- Det var angående en pige, der hed T, hvor han så snakker lidt om, at det skulle der sgu gives tilbage på, sagde afhopperen.

Mazdak Fabricius nægter sig skyldig. Tilståelsen var bare pral, hævder han.