En dansk politibetjent sætter i dagens Berlingske fokus på, at politiets kamp om at komme hashforbruget til livs, er slået fejl.

- Bekæmpelsen af hash har ikke ført nogen steder hen. Bander med liv og lemlæstelse på samvittigheden tjener styrtende, og politiets ressourcer spildes på en forgæves kamp. Legalisér hashen.

Sådan skriver Dan Bjerregaard, der er politiassistent ved Københavns Politi, i en kommentar i dagens Berlingske. Han slår fast, at han udtaler sig som privatperson og ikke på politiets vegne.

Dan Bjerregaard har i knap fire år arbejdet med rocker- og bandekriminalitet, og her ser han ofte dem, der er bagmænd til den omfattende hashhandel i Danmark.

- For disse mennesker er hashhandlen et levebrød, og i samme moment med til at finansiere og eskalere en verserende bandekrig med adskillige liv på samvittigheden. Deres kunder er ikke kun unge rødder i hættetrøjer og hængerøvsbukser. Det er helt almindelige danskere fra alle samfundslag og i alle aldre. Som virkeligheden er i dag, er disse mennesker tvunget til at gøre forretning med dybt kriminelle mennesker. De er p.t. tvunget ud i et hårdt miljø, hvor købeloven er sat ud af kraft – til fordel for en barsk og kriminel junglelov med vold og dummebøder som hverdagskost, skriver politibetjenten i sit indlæg.

Dan Bjerregaard beskriver, at politiet bruger enorme ressourcer på omfattende og bekostelige hashefterforskninger. Det sker samtidig med, at der sker en stigning i gaderøverier, umotiveret vold, kriminelle banders afpresning af private forretningsdrivende og manglende ressourcer til at ransage asylcentre for tyvekoster

Politibetjenten mener, at den politimæssige indsats ikke haft den ønskede effekt.

- Det bedste eksempel er, at end ikke beslaglæggelse i 100 kg-klassen påvirker prisen på gadeplan. Fjerner man en pusher fra gaden, står den næste klar til at overtage den indbringende forretning.

På den måde sker der en destabilisering af de kriminelle hierarkier, og det kan få volden og bandekrigen til at eskalere.

- Jeg skal være den første til at erkende, at en legalisering (af hash, red.) ikke vil fjerne bandeproblemet i København. Men det vil fjerne den absolut letteste indtægtskilde for organiserede kriminelle – og et af de sværeste områder at efterforske for politiet, skriver Dan Bjerregaard.

Han mener, vi bør iagttage udviklingen i lande med en mere liberal lovgivning over for hash. Han henviser bl.a. til Uruguay i Sydamerika, der som det allerførste land i verden er parate til gøre det lovligt at producere, sælge og ikke mindst bruge hash.

- Måske er tiden inde til en forsøgsordning med en form for legalisering af hash i Danmark. I den forbindelse kunne man måske overveje muligheden for at hæve straffen for forbrydelser begået i påvirket tilstand, skriver Dan Bjerregaard.

I november skrev en anden politiassistent Troels Lund et lignende indlæg i Politiken under overskriften 'Så legaliser dog hashen.'

- Gør som amerikanerne – ophæv forbuddet. Brug pengene til forebyggelse og behandling af de (få) skader, der kommer af hashrygning, skrev politiassistent Troels Lund bl.a.

Hvad mener du? Deltag i debatten herunder eller på BTs facebook-side.