En mandlig selvmordskandidat fik ikke meget hjælp, da han ulykkelig ringede til alarmcentralen og fortalte, at han overvejede at tage sit eget liv ved at skære sin pulsåre over.

Tværtimod hånede en polititjenestemand den fortvivlede mand og opfordrede ham ligefrem til at begå selvmordet på en måde, så det ikke svinede for meget.

Det fremgår af den seneste opgørelse over disciplinærsager fra Rigspolitiet, hvor politimandens ufølsomme samtale med selvmordskandidaten  betegnes som »både uprofessionel og usaglig«. Derfor blev betjenten bagefter ikendt en disciplinær bøde på 1.000 kr., fordi Rigspolitiet vurderer samtalen som udtryk for »meget alvorlig mangel på dømmekraft«.

Ifølge indberetningen af politimanden besvarede han opkaldet fra den ulykkelige mand til alarmcentralen på en meget uhensigtsmæssig måde. Blandt andet spurgte han. »Hvordan vil du dræbe dig selv (...) vil du spise skidtfisk, indtil du bliver kvalt i det eller hvad?«.

Da personen oplyste, at han ville skære sin pulsåre over og tage en plastikpose ud over, svarede politimanden:

»Ja, bare gør det stille og roligt. Vi vil fandme ikke have noget svineri jo. (...) Den med plastikposen den er sådan set god nok, men det kunne være, at du skulle snakke med en doktor, inden du gør det.«

Politimandens bøde er blot en af de 22 disciplinærsager for 2014, der blev afgjort med en bøde. Af de i alt 61 afgjorte sager endte 14 andre med irettesættelse, 17 med advarsel og enkelte med afskedigelse.

I en anden sag betalte en polititjenestemand frivilligt en bøde på 2.000 kr. , efter at være blevet tiltalt for at have misbrugt sin stilling, fordi personen iført sin politiuniform havde uddelt vareprøver fra et hudplejefirma, som den pågældende selv var indehaver af.

Desuden takserede Rigspolitiet det også til en disciplinærbøde på andre 1.000 kr., fordi adfæren var egnet til at skade politiets almindelige omdømme.