Politiet har uddelt store bøder efter balladen lørdag.

Østjyllands Politi fremstiller fem unge i grundlovsforhør efter urolighederne i Aarhus i forbindelse med anti-islamistisk demonstration. 89 anholdt. Politiet har uddelt store bøder.

- Det er unge mennesker, der er tilknyttet moddemonstrationen. De er fra den autonome fløj, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, Østjyllands Politi.

Den fem mænd - fire danskere og en tyrker, der var rejst ulovligt ind i landet - vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fra kl. 12.

De fire danske unge - en 17-årig fra Fredericia, en 17-årig fra Skanderborg, en 19-årig fra Aarhus og en 20-årig fra Kalundborg - er alle sigtet for vold mod tjenestemand og kvalificeret vold.

- Tre af dem er sigtet for vold mod tjenestemand og kvalificeret vold, fordi der er kastet med sten og flasker. Den fjerde (den 20-årige fra Kalundborg, red.) er sigtet for vold mod tjenestemand, kvalificeret vold og § 134 a i straffeloven om grov forstyrrelse af ro og orden, fortæller Bent Preben Nielsen.

Fremstillingerne sker oven på de optøjer, som Aarhus i går lagde gader til i kølvandet på Danish Defence Leagues anti-islamistiske møde. Mødet trak et stort antal europæiske anti-islamister til Smilet By - herunder visse fra miljøer, som ifølge PET er kendt for vold og drab - og var genstand for en stor folkelig mod-demonstration.

En lille voldelig kerne fra det danske såkaldte antifascistiske miljø ønskede dog konfrontation, men politiet lagde sig imellem.

Ifølge Østjyllands Politi blev 89 demonstranter anholdt og tre betjente endte på skadestuen.

- Vi har ingen anmeldelse fra demonstranter om, at de har været udsat for vold. Det er kun vores tre politifolk, der har været på skadestuen. En af dem er ramt i nakken af en flaske og måttes på skadestuen og limes.

Ifølge chefpolitiinspektøren vil der blive slået hårdt ned på de voldelige elementer.

- Vi fik op til COP15 en lømmelpakke med skærpet straf, når aktivister laver noget ulovligt i forbindelse med demonstrationer. Det betyder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen skærpede bødestraffe. Tidligere ville vi have tildelt en bøde på 1.500 kr. I går kostede det 4.000 kr., siger Bent Preben Nielsen.

- På samme måde er reglerne skærpet med hensyn til vold mod tjenestemænd, hvor strafferammen også typisk vil være højere.

På nær to tilhørte alle de anholde mod-demonstrationen.

Ifølge Østjyllands Politi fordeler de sig således:

- 1 fra Canada
- 1 fra Island
- 3 fra Norge
- 8 fra Sverige

Desuden var et stort antal af de anholdte fra Gellerupparken.

- 41 var af anden etnisk herkomst end dansk med hovedvægten bosiddende i Gellerup. Den hårde kerne fra Aarhus Vest blev involveret i bataljerne. De havde fået ret mange anvisninger om at søge andre græsgange, inden de blev anholdt, siger Bent Preben Nielsen.