En 61-årig kvinde gik amok efter vanvidskørsel, hvor hun bevidst forsøgte at ramme andre bilister på motorvejen.

Politiet betegner det som "usandsynligt heldigt", at ingen er blevet dræbt eller kommet alvorligt til skade i forbindelse med en kvindelig spøgelsesbilists kørsel fredag aften.

Den 61-årige kvinde forsøgte at ramme andre biler på motorvejen ved Esbjerg. Det er i hvert fald opfattelsen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den uforsvarlige kørsel stoppede først, da kvinden i sin Ford Fiesta hamrede ind i et træ, efter at være kørt gennem en rundkørsel med anslået 150 kilometer i timen.

Klokken 21.17 fik Syd- og Sønderjyllands Politi den første henvendelse fra en chokeret bilist på motorvejen ved Esbjerg, som havde observeret spøgelsesbilisten.

»Anmeldelsen går på, at en bilist kører i modsat retning af trafikken. Anmelderen har en opfattelse af, at bilisten bevidst forsøger at påkøre andre,« siger vagtchef Erik Lindholdt.

Efterfølgende kom der adskillige tilsvarende anmeldelser om en bil, der kørte i retning mod Esbjerg i de vognbaner, som fører mod Kolding.

»Og meldingerne gik på, at bilisten kørte voldsomt hurtigt,« fortæller vagtchefen.

Klokken 21.34 satte et træ en stopper for vanvidskørslen.

»Forinden havde spøgelsesbilisten forårsaget mindst to færdselsuheld. I begge tilfælde lykkedes det de andre bilister at undvige,« oplyser vagtchefen.

Ved den første påkørsel fik bilisten revet et sidespejl af sit køretøj, mens en anden bilist i første omgang undveg, men derefter kørte ind i autoværnet.

Kvinden styrede også sit køretøj på kollisionskurs med en patruljebil.

»Hun kører i retning af patruljevognen med både det lange lys og havariblinket tændt. Først i sidste øjeblik drejer hun til siden,« siger vagtchefen.

Politiet forsøgte at stoppe bilisten ved at lægge sømmåtter ud, men uden held. Derefter fik en patruljevogn ordre på at påkøre bilisten forsætligt.

»Det lykkes også. I en rundkørsel for enden af motorvejen i nærheden af Esbjerg. Men kvinden får gang i bilen igen og fortsætter ind mod byen. Her kører hun tværs gennem en rundkørsel med anslået 150 kilometer i timen og rammer et træ,« fortæller vagtchefen.

Kvinden var umiddelbart uskadt, men ifølge politiet fuldstændig umulig at få talt til ro.

»Der måtte flere betjente til at få hende ud af bilen og holde hende fast. Hun var så ophidset, eller psykotisk, at hun på hospitalet blev lagt i kunstig koma, før lægerne kunne komme til at undersøge hende,« siger Erik Lindholdt.

Kvinden kommer fra Christiansfeld. Hun er i første omgang sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare.

/ritzau/