Olivers østrigske mor troppede for nylig op i Danmark for at se sin bortførte søn, men politiet greb ind og advarede hende mod at kidnappe sin søn.

21. juni opsøgte den østrigske mor Marion Weilharter sin 6-årige søn Oliver, som hun har kæmpet for at få hjem til Østrig siden Olivers danske far Thomas Sørensen bortførte sønnen og bragte ham til Danmark i 2012.

Her troppede hun og hendes forældre op på sin ekskærestes bopæl i Fredensborg, med gaver under armen, i håb om at få lov at se Oliver. Da der ikke blev åbnet, ringede hun til politiet for at få dem til at komme ud og få Thomas Sørensen til at åbne. Politiet lovede at vende tilbage, men da det ikke var sket efter en halv time, valgte de at køre fra stedet. Efterfølgende blev Marion Weilharter selv opsøgt af politiet i det hus, hun fortsat ejer i Fredensborg.

- Jeg vil have politiet ud, så de kan få Thomas Sørensen til at åbne. I stedet får jeg besøg af betjente, der fortæller mig, at jeg skal holde mig fra stedet. Hvis jeg nogensinde møder op hos Thomas Sørensen igen, vil jeg blive fjernet, og jeg risikerer at blive sigtet for forsøg på bortførelse. Det undrer mig ikke, at dansk politi reagerer sådan, men det gjorde mig virkelig ked af det, at jeg måtte rejse fra landet uden at have set Oliver, siger Olivers mor Marion Weilharter.

Politiet kontaktede rigtig nok Thomas Sørensen, da moderen bad om det 21. juni. Men da det fandt ud af sagens sammenhæng, tog betjentene ud til Marion Olivia Weilharter, hvor de gjorde hende opmærksom på, at hun gjorde klogt i ikke at kidnappe sin søn og rejse ud af landet.

- Vi har været forbi både hos Thomas Sørensen og Marion Olivia Weilharter den pågældende dag. Det er ikke sådan, at vi har sagt, at hun kan sigtes for forsøg på bortførelse alene ved at dukke op på stedet igen, men vi har vejledt hende til, hvad hun burde gøre og ikke gøre, siger Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi.

Olivers danske far Thomas Sørensen har også en noget anden oplevelse af den 21. juni, hvor hans ekskæreste pludselig stod uden for hans dør. Det fortæller hans talsmand Janus Bang fra foreningen Borgersagen.

- Da vi hører, at hun er på vej for at besøge Oliver, bliver Thomas meget overrasket. Han kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad hendes formål med besøget er. Er det at få Oliver med sig hjem til Østrig? Men vi er heldigvis godt informeret, og derfor opholder Thomas og Oliver sig ikke i huset, da hun kommer forbi, siger Janus Bang, der taler på vegne af Thomas Sørensen.

Mens faderens lejr mener at vide, at optrinnet foran faderens bopæl blev filmet, fordi det skal bruges til en kommende tysk udsendelse om Oliver-sagen, så lyder det fra Marion Weilharter, at der blev filmet for at kunne dokumentere, at de blev nægtet adgang til Oliver.

Det er ikke første gang, at moderen forsøger at få kontakt til Oliver, som hun ikke har set siden 5. september sidste år. For halvanden måned siden, 13. juni, mødte Olivers bedsteforældre fra moderens side uanmeldt op hos Olivers far i Fredensborg og bankede på døren, men her blev de også bedt om at forlade stedet, ellers ville politiet blive kontaktet, lød beskeden.

Janus Bang, der repræsenterer faderen siger, at moderen gerne må se sin søn, men så skal ikke foregå uanmeldt, de relevante myndighedspersoner skal være orienteret, og besøget skal være overvåget.

Juridisk blev der sat endnu et punktum i sagen, da Olivers far Thomas Sørensen 6. juni i år blev idømt et års betinget fængsel i Østrig for at have bortført sin søn. Den dom har den østrigske anklagemyndighed nu anket med krav om skærpelse.