Politiet på gaden for at finde snydere blandt bilisterne.

Bilister, der snyder med registreringsafgiften, får nu politiets og skattemyndighedernes hede ånde i nakken. Med jævnlige razziaer må de se frem til et højst usikkert liv som fredløse.

Den første store razzia - med selveste skatteminister Kristian Jensen (V) i spidsen - finder her i formiddag sted på Jagtvej i København.

Her stopper politiet og folk fra Skat alle biler med udenlandske nummerplader. De fleste indregistreret i Sverige, Polen eller Tyskland.

Cirka en time efter razziaens start var to biler blevet beslaglagt, og ejerne står til bøder i 300.000 kroners-klassen samtidig med at de skal betale bilens registreringsafgift, der kan være helt op til 180 procent af den samlede anskaffelsespris.

Skatteminister Kristian Jensen oplyser til bt.dk, at politi og Skat i den seneste tid har observeret cirka 2.000 biler i Københavns-området, som mistænkes for at snyde med registreringen.

- Med en afgift på helt op til 180 procent er det klart, at en del gerne vil slippe for afgiften og forsøger alle mulige krumspring. Derfor er jævnlige razziaer af typen, vi i dag gennemfører, nødvendige. Vi vil fortsætte med dem i især København og Nordsjælland, hvor problemet er størst, siger Kristan Jensen.

- Politiet handler kontant. De to bilister, som vi lige har stoppet, og som fik deres biler beslaglagt, måtte efterfølgende gå på arbejde. Og nu venter så bøden på adskillige hundrede tusinde. Først når det hele er betalt, kan han eller hun få bilen tilbage. Der er tale om en straf, som virkelig kan mærkes, fortsætter ministeren.

Skatteministeren pointerer, at hvis man bor og arbejder i Danmark i mere end halvdelen af året, skal bilen være dansk indregistreret.

Indsatsen omfatter ikke bare jævnlige razziaer.

- Vi rykker også ud, hvis en borger har observeret, at en bil med udenlandsk nummerplade holder jævnligt et bestemt sted i København eller i Nordsjælland. Vi er glade for at få den slags tip fra borgerne, siger ministeren til bt.dk.