Nordsjællands politi har fortsat ikke kunne fastslå identiteten på den kvinde, der blev fundet dræbt i en kuffert i et grønt område i Kongens Lyngby. Politiet har dog en meget klar formodning om, hvem det er, oplyser vicepolitiinspektør Morten Kaare Pedersen fra Nordsjællands Politi.

- Vi har en retning, vi går i, og vi har en meget god idé om, hvem det kan være. Men vi har endnu ikke et endeligt ID, og indtil da har vi alle muligheder åben, fortæller Morten Kaare Pedersen til bt.dk.

En 31-årige mand er blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby sammen med anden 31-årig mand, som retten valgte at løslade. Den 31-årige mand, som retten valgte at varetægtsfængsle i fire uger, nægtede sig i retten skyldig i manddrab, men erkendte vold med døden til følge.

Da kvinden endnu ikke er identificeret, vil politiet ikke komme nærmere ind på, hvordan man formoder, at hun er blevet dræbt. Ifølge Morten Kaare Pedersen skal liget obduceres i løbet af torsdagen.

- Vi arbejder meget intensivt på at fastslå kvindens identitet. Både af hensyn til de pårørende, men også af hensyn til, at den almindelige befolkningen får vished. Så når vi har fået pågældende genkendt og identificeret, kan vi melde noget klarere ud, siger han.

Ifølge BTs oplysninger blev kvinden, der vurderes til at være et sted mellem 30 og 50 år, fundet i en kuffert i et grønt område i Lyngby. Selve drabet fandt ifølge sigtelsen sted på en adresse i Lyngby. Blandt de ubesvarede spørgsmål er fortsat relationen mellem offer og gerningsmand samt motivet til drabet.