Politi og elselskab til kamp mod eltyve
Sydjysk Energi og Syd- og Sønderjyllands Politi går nu sammen om at afsløre skunklaboratorier og andre kriminelle elementer, der snyder sig til at bruge strøm uden at betale for det.
Sydjysk Energi og Syd- og Sønderjyllands Politi går nu sammen om at afsløre skunklaboratorier og andre kriminelle elementer, der snyder sig til at bruge strøm uden at betale for det.
Syd- og Sønderjyllands Politi har indledt et utraditionelt samarbejde med elselskabet Syd Energi (SE) for at bremse eltyve.
Syd Energi havde sidste år et tab på 850.000 kroner for strøm, der aldrig blev betalt for.
En del af strømtyveriet skyldes skunklaboratorier, der har et enormt strømforbrug, fordi planterne kræver meget lys.
»Vi håber, at syd- og sønderjyderne sætter fokus på, at nogle er kriminelle på det her område. Vi har brug for, at borgerne fortæller politiet om det, når nogen stjæler strøm fra fællesskabet,« siger specialkonsulent Christian Østergård fra Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
»Hvis nogen begynder at bruge en hulens masse strøm, så er det tegn på, at noget er ændret. Og så skal vi have fundet ud af, om det er en ny fabrik, der er kommet til, og så er det jo helt legalt, eller om det kan være et skunklaboratorium, som der skal gøres noget ved,« siger han.
El-tyveriet betyder, at regningen væltes over på de almindelige forbrugere med ren samvittighed. Og det er ikke rimeligt, lyder det fra Syd Energi.
»Regningen for den slags, ender jo hos SE, og det vil vi ikke byde vores kunder hverken nu eller fremover. Det betyder ikke, at vi nu skal ud og overvåge vores ejere og kunder. Vi skal derimod hjælpe til, når politiet har brug for det. Og så skal vi sikre, at det bliver mere end almindeligt besværligt fremover at snyde os, vores kunder og ejere,« forklarer Michael Østergaard, direktør for SE Energinet.
Partnerskabet mellem politi og elselskab handler primært om at forebygge eltyveri, men samarbejdet vil også blive aktiveret, når det handler om at afsløre organiserede strømtyve som eksempelvis skunklaboratorier.
En typisk skunkproduktion bruger omkring 100.000 kilowatt timer, hvilket svarer til 25 husstandes årlige forbrug.