Yderligere fem borgere har henvendt sig i sagen om serie-voldtægtsmanden fra Tingbjerg, der i forvejen er mistænkt for at stå bag ni voldtægter og en række røverier.

Politiet har i flere omgange påpeget, at man har en stærk mistanke om, at den såkaldte 'tunnel-mand' kan stå bag endnu flere forbrydelser. Derfor har man bedt potentielle ofre, der ikke har meldt forbrydelsen til politiet i første omgang, om at melde sig. Og det har givet pote.

- Vi har fået fem henvendelser. De går tilsyneladende på nogen, som har været udsat for tyveri i området. Vi følger op på henvendelserne på mandag. Men ud over det, er der ikke yderligere nyt i sagen, skriver Hans Erik Raben, Efterforskningsleder ved Københavns Politi, i en sms til bt.dk.

Den 40-årige tunnel-mand, der er af marokkansk oprindelse, har været i politiets varetægt siden den 2 november. Her var gerningsmanden involveret i et færdselsuheld, og da politiet i den forbindelse fandt en mobiltelefon og andre effekter i bilen, der var stjålet fra en lokal kvinde, blev han anholdt.

En efterfølgende DNA-test har resulteret i, at politiet med stor sikkerhed kan kæde ham sammen med tre sædelighedsforbrydelser, ligesom fremgangsmåden peger mod seks yderligere forbrydelser af samme karakter.

- Gennem længere tid har vi fået en del anmeldelser fra yngre kvinder, som er kommet cyklende hjem fra en tur i byen og er blevet overfaldet omkring stisystemet ved Ruten i Tingbjerg og Hillerødmotorvejen. De har alle handlet om røverier, tyveri og overfald med seksuel karakter i, forklarede Han Erik Raben i går til bt.dk, før han opfordrede andre borgere til at henvende sig med anmeldelser eller andre oplysninger i sagen:

- Selvom han kun mistænkes for at stå bag ni forhold, kan det godt være, at han har stået bag endnu flere overfald, men som bare ikke er blevet anmeldt til politiet. Så hvis der er nogle kvinder, der er blevet antastet, men ikke har gjort yderligere ved det, hører vi gerne fra dem, sagde Hans Erik Raben.

En opfordring, der altså indtil videre har resulteret i fem henvendelser.