Nye beviser mod 33-årig mistænkt forventes fremlagt ved retsmøde mandag. Politiet vil mandag gå efter at få varetægtsfængslet en 33-årig mand for mordet på 22-årige Anders Mark Hansen, der blev fundet dræbt den 3. marts i Fællesskoven ved Rødvig på Stevns.

Retten i Roskilde fandt fredag ikke, at der var tilstrækkelig med beviser mod til den 33-årige til en varetægtsfængsling. I stedet fik den sigtede sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer, hvilket har givet politiet yderligere tid til at indsamle beviser.

- Vi mener, at vi har et bedre bevismateriale og grundlag, som vi kan præsentere for dommeren i dag, siger vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Desuden vil politiet kræve, at retsmødet bliver holdt for lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning.

- Der forestår stadigvæk en ret omfattende efterforskning, og derfor vil vi kræve lukkede døre. Vi vil godt have lejlighed til at tale med nye vidner, men også at genafhøre vidner, uden at de har haft mulighed for at læse, hvad andre forklarer, siger Per Heide Sørensen.

Lørdag blev en 27-årig anholdt på sin bopæl i Køge som følge af efterforskningen. Han er efterfølgende blevet varetægtsfængslet. Ifølge politiet er der mistanke om, at den 27-årige i fællesskab med den 33-årige mand stod bag drabet på den unge mekaniker i Fællesskoven.

Begge mænd nægter sig skyldige.