På videoovervågning kan politiet se, at en mand befinder sig i bagerbutik, da der går ild i den.

Odense: En bagerbutik i Odense har natten til mandag fået så svære brandskader, at der ikke kan sælges brød i et godt stykke tid.

Og ifølge Fyns Politi tyder alt på, at branden blev påsat lige over midnat.

- Vi kan se på overvågningsvideoen fra forretningen, at en mand kommer ind og sætter ild, siger Henrik Justesen, efterforskningsleder i Fyns Politi, til Ritzau.

Det er ikke muligt at se på videoen, præcis hvordan ilden påsættes.

- Nu skal vi finde ud af, hvad der er sket, hvordan ilden opstod, og hvem personen på videoen er, siger Henrik Justesen.

Bagerforretningen ligger på Faaborgvej i Odense SV.

/ritzau/