Myndighederne har fundet kønsdel, der måske stammer fra en ung pige, i 63-årige Peter Frederiksens fryser. Det skriver sydafrikanske Netwerk 24.

Mandag blev danske Peter Frederiksens varetægtsfængsling forlænget til og med 28. september i Bloemfontein Magistrate’s Court i Sydafrika. Her står han sigtet for to seksuelle overgreb, overfald, for at fremsætte trusler og for at være ulovligt i besiddelse af menneskeligt væv fra en død eller levende person.

De sydafrikanske myndigheder fandt under ransagningen af Peter Frederiksens hjem torsdag 21 afskårne kvindelige kønsdele i Peter Frederiksens fryser.  Foreløbigt har man kun identificeret én af de 21 afskårne kønsdele. Den skulle tilhøre den 63-årige danske våbenhandlers 28-årige hustru.

Og nu spekulerer politiet tilsyneladende i, at en af de resterende 20 kønsdele ikke tilhører en voksen kvinde, men derimod en ung pige på mellem 7-8 år. Det mener man ud fra billeder af pigen fundet i Peter Frederiksens hjem, hvor det ser ud til, at pigen bliver skåret i. Man har dog ikke identificeret, hvem pigen er, og det er ikke til at se, om det er Peter Frederiksen, der fører kniven. Det oplyser flere kilder til det sydafrikanske medie Netwerk 24. Ifølge reporter André Damons skulle man have fundet syv klitorisser og 14 andre kvindelige kønsdele i fryseren.

Peter Frederiksen har gennem sin advokat fortalt, at det er konen, der står bag det hele. Hun har bedt ham om at gemme kønsdelene i fryseren. Men sydafrikansk politi har umiddelbart afvist den påstand. En efterforsker fortalte mandag, at man har set en video, hvor man ser Peter Frederiksen tage flere klitorisser ud af sin fryser, hvorefter han kalder dem for sine ’trofæer’.