Sagen fra Mariager har nogle gange ligget stille hos Nordjyllands Politi - beklageligt, siger anklager.

København: Nordjyllands Politi har været for længe om at afgøre en sag om påstået chikane mod et lesbisk par i Mariager.

Det slår statsadvokat Jan Rechendorff fast i en afgørelse tirsdag. I cirka 18 måneder har en mand været sigtet, før han tirsdag fik besked om, at sagen er opgivet.

Men statsadvokaten skriver dog, at en væsentlig del af den langvarige sagsbehandling er velbegrundet. Tiden gik med "relevante efterforskningsskridt", noterer han.

I visse perioder har sagen dog ligget stille, "hvilket ikke er hensigtsmæssigt," skriver statsadvokaten.

Denne kritik tager advokaturchef Birte Wirnfeldt i Nordjyllands Politi til sig, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt tirsdag.

Men det er vigtigt også at være opmærksom på, at sagen har en helt speciel karakter, lyder svaret.

For eksempel blev der lavet flere tekniske undersøgelser med hensyn til fingeraftryk, dna og gennemgang af it-udstyr, forklarer politiet.

Desuden har det været undersøgt, om der forelå særligt strafskærpende motiv - altså om den påståede forbrydelse havde udgangspunkt i de påståede ofres seksuelle orientering.

Tulle Krøyer havde anmeldt til politiet, at hun og hendes partner havde været udsat for hærværk og chikane. Fra mange sider skyllede en bølge af sympati mod parret, og der blev blandt andet arrangeret et fakkeloptog i byen.

Hos myndighederne trak sagen ud. Og det skyldes også, at statsadvokaten sidste sommer beordrede politiet til at genoptage undersøgelserne - og at tiltale den sigtede mand for ulovlig indtrængen.

Beviset bestod i, at Tulle Krøyer havde udpeget manden i en såkaldt foto-konfrontation. Men for nylig kunne DR i et dokumentarprogram afsløre, at Krøyer forinden havde set et foto af manden på nettet.

Dermed forsvandt værdien af beviset, noterer statsadvokaten i sin afgørelse om at opgive sigtelsen.

I øvrigt skriver statsadvokaten, at politiet har haft svært ved at komme i kontakt med Tulle Krøyer.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook