Natten til 21. august blev en personbil ramt af en betonklods på den fynske motorvej. Det resulterede i, at en femårig dreng mistede sin 33-årige mor, og at faderen blev alvorligt kvæstet og endte på hospitalet.

Nu oplyser Fyns Politi, at de kan være tæt på et gennembrud i den tragiske sag, hvor en tysk turistfamilie blev udsat for det utænkelige.

Mandag eftermiddag efterlyser politiet en ældre Volvo stationcar 245 i en grå eller anden mørk farve.

Efterlysningen sker på baggrund af et vidne, der angiveligt har set en ældre Volvo stationcar køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre i retning mod den motorvejsbro, hvor den 30 kg. tunge betonklods blev kastet ud fra og ramte bilen med den tyske familie.

»Teoretisk kan det være gerningsmanden eller gerningsmændene, der befandt sig i bilen, men der kan også være tale om et vigtigt vidne, som vi selvfølgelig meget gerne vil tale med. Vedkommende kan - også uden selv at være klar over det - sidde inde med vigtig viden i sagen,« siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Den 36-årige far pådrog sig så svære hovedskader, at han blev lagt i kunstigt koma. Et koma som han blev vækket fra i sidste uge. Men politiet oplyste den gang, at mandens nuværende tilstand betyder, at det måske slet ikke bliver muligt at afhøre ham.

Den lille dreng, som man i en periode frygtede kunne ende med at blive forældreløs, blev hentet af pårørende fra Tyskland efter ulykken.

Har du set bilen eller kender indehaver af bilen, så bedes du henvende dig til politiet på 1-1-4 eller på fyn@politi.dk.

Opdateres..