Kolding Storcenter blev søndag eftermiddag evakueret, efter der var blevet indtelefoneret en trussel mod centret. Om der var tale om en decideret bombetrussel, vil politiet hverken be- eller afkræfte.

Søndag aften har juleroen igen sænket sig over Kolding Storcenter. Men sådan var det ikke tidligere på dagen.

Kort efter klokken 15.30 blev julegaveræset indstillet, da Sydøstjyllands Politi evakuerede samtlige gæster og ansatte efter at have modtaget en trussel. Det fortæller vagtchef Kent Midtgaard.

»Klokken 15.32 fik vi en telefonisk henvendelse, som gjorde, at vi vurderede, at det var sikrest, at vi gennemgik centret. Det var af hensyn til, at folk kunne handle trygt og sikkert. Men af hensyn til den videre efterforskning kan jeg ikke oplyse yderligere om den trussel, der blev fremsat,« siger han.

Flere medier skriver, at der var tale om en bombetrussel, men det vil vagtchefen hverken be- eller afkræfte.

Allerede efter en halv time kunne politiet dog afblæse truslen, efter betjente havde gennemgået centret med hunde.

»Så er vi igennem Kolding Storcenter. Hundene fandt intet,« oplyste politiet søndag eftermiddag.

Truslen kommer kun to dage efter, en falsk bombetrussel blev fremsat mod Odense Banegård Center og lammede togtrafikken i adskillige timer. Her truede en endnu ukendt gerningsmand med at sprænge en bombe på stedet, »hvis ikke statsministeren gik af«.

Om der kan være en forbindelse mellem de to hændelser, ønsker vagtchefen ikke at kommentere.

»Jeg kan ikke oplyse yderligere om truslen mod Kolding Storcenter eller indholdet af den. Derfor kan jeg heller ikke udtale mig om, hvorvidt der skulle være en sammenhæng mellem det her opkald og andre opkald,« siger Kent Midtgaard.