Sangere, realitystjerner, politikere og almindelige danskere.

Tusindvis af danske og udenlandske patienter står til at få lækket yderst privat og intim information, efter en af Litauens største plastikkirurgiske klinikker Grožio Chirurgija er blevet hacket.

Ifølge hackerne er der op mod 1600 danskere, der har fået stjålet deres journaler fra klinikken, som især er kendt, fordi det danske selskab Luxuskirurgi har sendt mange danskere dertil.

Det skriver Ekstra Bladet, der har været i kontakt med flere af de kvinder, som er blevet forsøgt afpresset.

Politiet bekræfter sagen og opfordrer danskere, som bliver afpresset af hackerne, til at anmelde det.

»Såfremt der er nogen, som bliver kontaktet eller truet, vil vi anbefale, at de anmelder det til politiet. Det kan man gøre i egen politikreds eller via politi.dk. Vi har instrueret politikredsene om, at der kan komme henvendelser om disse sager. Så samler vi det nationale overblik,« siger Kim Aarenstrup, centerchef NC3, der er politiets Nationale Cyber Crime Center.

Michael Dalgaard, direktør og ejer af Luxuskirurgi, som tager sig af og henviser danske patienter til hospitaler i Litauen, fortæller, at hackerne har afpresset i en måned.

»Det hospital, som er vores hovedsamarbejdspartner, er for en måned siden blevet hacket af russere, som lever af at hacke virksomheder og så lave afpresning. De truer med at offentliggøre billeder og cpr-numre,« siger han.

»Vi har forsøgt at holde det tæt ind til kroppen, for når det omtales, kommer opmærksomheden, og så begynder folk først at lede. Derfor har vi forsøgt at holde det mest muligt internt, mens der bliver efterforsket,« siger han.