Midt i sorgen over at miste sin søn, planlægger Jonas Thomsens mor en smuk afsked.

Et brutalt stik i hjertet hev natten til lørdag 21-årige Jonas Thomsen Sekyere væk fra denne verden. Væk fra venner, væk fra en lysende fremtid, væk fra en familie, der stadig er i dyb sorg og smerte over tabet.

Men trods sin store sorg har Jonas' mor fundet kræfterne til at sørge for, at hendes søn får en smuk og værdig afslutning og at det sidste farvel bliver i hans ånd. Som det menneske han skulle være blevet.

- Jeg har gud-ske-tak-og-lov fået lov til at få gudstjenesten i Domkirken. Og fået lov til, at han bliver begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

- Det er ikke, fordi han selv var specielt knyttet til stedet, måske mere os andre. Men Jonas ville jo gerne være et stort menneske. Og det synes vi, at han er. 

- Jonas beundrer store mennesker. Derfor skal han begraves blandt de største, siger Lone Thomsen til bt.dk om den københavnske kirkegaard, hvor store mennesker som H.C. Andersen, Niels Bohr, Søren Kierkegaard og Martin Andersen Nexø ligger begravet.

Præcis hvilken dag begravelsen finder sted, ligger endnu ikke fast, men vil blive offentliggjort på Facebook-siden R.I.P. Jonas Thomsen.