Pistolmanden, som i sidste uge truede personalet i en Fakta-butik i Odense, er anholdt.

Den mystiske mand gik onsdag i sidste uge rundt i Rosengårdscentret i Odense og viftede med sin pistol. Politiet valgte mandag at offentliggøre billeder fra et overvågningskamera i centeret i håbet om at nogen kunne genkende manden.

Det gav umiddelbart pote, da vagtcentralen i løbet af mandag modtog flere anonyme tip om identiteten på den formodede gerningsmand.

Lokalpolitiet i Vollsmose mødte mandag aften klokken 18:39 op på en adresse i Odense NØ, hvor gerningsmanden blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen erkendte gerningsmanden røveriet mod Fakta.

I forbindelse med ransagning på adressen blev den anvendte sorte pistol fundet. Pistolen viste sig at være en "splatter-pistol". Ligeledes blev gerningsmandens "røveritøj" fundet under ransagningen.

Gerningsmanden er en mand, 26 år, og han kommer fra det tidligere Jugoslavien. Han er tidligere kendt for bla. røveri.

Anklagemyndigheden vil tirsdag morgen afgøre, om gerningsmanden skal fremstilles for en dommer.