KØB PLUS!

Pilot i fængsel efter Bornholm-styrt

Den mexicanske pilot, som i sidste uge styrtede ned med et privatfly på Bornholm, er nu varetægtsfængslet i fire uger.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau

Den mexicanske pilot fra det privatfly, som sidste lørdag styrtede ned nær Bornholms Lufthavn, er fredag ved et grundlovsforhør i Retten på Bornholm blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser politikommissær Peter Jørgensen fra Bornholms Politi til Bornholms Tidende.

Piloten er sigtet for at udsætte andres liv for fare, fordi han tilsyneladende ikke har gyldigt flyvecertifikat. Derudover er han sigtet for bedrageri i forbindelse med, at han i august tankede brændstof for 30.000 kroner på Bornholm og ved den lejlighed brugte et betalingskort, som han havde afmeldt forud for tankningen.

Piloten er fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor han er under politibevogtning. Han blev derfor fremstillet in absentia. Politikommissær Peter Jørgensen fortæller, at når piloten er frisk nok, holdes et nyt grundlovsforhør, hvor han kan være til stede.